Tid er et sørgmodigt begreb. Selv når du tror du har styr på den, kan den overraske dig på de vildeste måder. Bekendtskaber og tid er en af de mærkeligste kombinationer. Folk du tror du kender godt, fordi du efterhånden har kendt dem længe, kan vende helt om på nogle få timer, mens andre, som du ikke har kendt i flere år kan komme ind i dit liv og være ligeså velkendte på ingen tid.

Nogle gange må vi gå nogle ting igennem som er svære og hårde, og kræver tid. På ubestemt tid. Det er ikke sjovt, men jeg prøver at overbevise mig selv om at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Kliché? Helt bestemt. Men noget jeg gerne vil tro på inderst inde, for ellers kan jeg ikke give mig selv den tid. Så giver jeg op.. Og jeg vil ikke give op. Heller ikke selvom jeg mest af alt helst så en tidslinje på hvornår smerten og hadet går væk. Det handler om at være stærk og stå ved sine beslutninger – også over tid.

Tiden heler alle sår. Den har jeg hørt mange gange, og erfaret på egen krop virkelig er sand. Nogle gange tager vi beslutninger på irrationelle grundlag, fordi vi har brug for tid. Det har jeg også selv gjort. Og jeg har lært at for at lægge bag sig og lade såret hele må man også nogle gange tilgive – eller at tage en ny beslutning, måske modstridende med den gamle. Det kan, ved jeg nu, også føre til flere glæder.

Jeg har på én weekend mistet 1 som stod mig nært, men samtidigt fået 1 tilbage som også står mig meget nært. Jeg ved at det vil hjælpe mig med at revurdere tiden. For tiden går som regel hurtigst når man er 2 om den, og jeg ved at den person også vil hjælpe mig og være der for mig fremover, over tid.

Reklamer