Jeg ved i grunden ikke særlig meget om musik. Jeg har ikke nogen specifik smag, og mange synes faktisk den er ret dårlig, haha. Men jeg har siden jeg var lille sunget virkelig meget hele tiden. Det blev aldrig rigtig til noget seriøst før jeg kom på efterskole hvor jeg mødte min bedste veninde. Vi var de mest forskellige typer man overhovedet kunne finde og jeg har ikke tal på hvor mange gange vi er blevet spurgt hvorfor vi var venner! Men ikke desto mindre fandt vi sammen igennem musikken, og jeg som egentlig var startet på drama-holdet blev simpelthen overført til musik-holdet (det måtte man sandeligst ikke, haha). Siden startede vi på gymnasiet sammen med musik på A-niveau, og vi dyrkede nok musikken hver dag i 2 år.. Vores stemmer passede godt sammen og vi vedblev at udvikle os, og blev mere og mere lig hinanden typemæssigt. Vi kan forstå hinanden 100% og hun er den dejligste person jeg kender. Vi var dog begge lede og kede af gymnasiet som bare slet ikke var os, så jeg droppede ud på første år og startede derefter på HF som jeg siden færdiggjorde, hun gjorde året færdig og tog sidenhen 2. år på VUC. Der endte musikken, fordi vi aldrig kom til at gå hos en sanglærer som ellers var planen. Sidste år flyttede hun til Vejle og jeg var knust. Vi havde været vant til at se hinanden næsten hver eneste dag non-stop i 3 år, så I kan måske forestille Jer hvor svært det pludselig var at undvære hende. Nu flytter hun dog til tilbage til København til sommer, og jeg glæder mig som et lille barn. Lige præcis i dag har vi aftalt at begynde til sang når hun kommer herover, fordi vi begge savner det rigtig meget i vores liv udover hinanden – så lige nu synes jeg at jeg har rigtig meget at glæde mig til (:

Advertisements