Kan sgu godt blive lidt ked af det nogle gange når folk skuffer mig helt vildt, kender I det?
Jeg hiver mig selv op, børster mig af og påtvinger et smil – forsøger at se det positive i situationen selvom det måske ikke helt lever op til mine illusioner.
Spørgsmålet er hvor længe man skal gøre det, hvor meget man skal lade sig nøjes og om man virkelig skal leve med skuffelser, hvis ikke på daglig basis, så i hvert fald tæt på..
Det er altid svært når ens hjerte er i klemme. Er det svært at elske folk med deres fejl, eller elsker man så ikke rigtigt?

Advertisements